Kronik: Drømmen om frihed blev ramt 11. september

Det var mere end to tårne og 3000 mennesker, der faldt, den 11 september 2001. Det var en drøm. En drøm født af den kolde krigs afslutning. En drøm om en fri, ukompliceret, demokratisk verden, hvor markedsøkonomi og menneskerettigheder sikkert spredte sig ud over hele kloden uden kamp. Fordi enhver kunne se det indlysende rigtige i demokratiets og retsstatens overlegenhed.

Vi var – skønt vi nok ikke helt vidste det selv, min generation og jeg – euforiske. Vi var sluppet af med frygten. Frygten for den totale udslettelse. For angsten, der dominerede alt, vores hverdag og vores liv. Bomben, der med et slag kunne udslette hele menneskeheden, og som to systemer der stod overfor hinanden afskrækkende hinanden med. Frygten for en computerfejl, der kunne udløse Ragnarok. Som det næsten skete i 1983, da kun en modig sovjetisk officer, der trodsede ordrer og manual, og ikke svarede igen på det, han så på computerskærmene – nemlig et amerikansk såkaldt ”first strike”. Han reddede verden. Og os.

Det slap vi, der i 1989. Den knugende fornemmelse, og ud af den kom euforien.

Tydeligt husker jeg endnu nytårsaften 2000/2001, hvor vi stod, forventningsfulde, en lille sluttet kreds til nytårsmiddag på et gods på Lolland, og Dronningen tonede frem på skærmen. Hun anlagde en mørk tone. En bekymring. Det var år og dag siden, sådanne ord havde mødt os, og hun sluttede af med det gamle danske ord – som hun gav udtryk for var i mangel af bedre – med at ønske os alle Gud i vold.

Gud i vold… Som om der var noget i vente. Et forvarsel om et tidehverv. Og jeg husker min vrede, og hvordan jeg rejste mig og holdt en bordtale om, hvordan majestæten helt havde misforstået alting. For alt skulle nok gå af sig selv, og fremtiden lå lys og skinnende foran os.

Ni måneder senere fik majestæten ret, og jeg stod korrekset tilbage. Hun havde haft ret, dronningen. Hun havde set noget komme, uden vi andre havde mærket det krybe ind over os. Som biskoppen sagde ved mindehøjtideligheden, så fandtes ondskaben – vi havde bare glemt det.

11. september indvarslede en ny tid – en ny tid, hvor en generation forhærdede sig og drog i krig. Med ord. Og med våben. Angrebet var rettet mod alt, hvad den frie verden stod for. Det ramte en drøm. Et symbol. Mennesker, der fredeligt hver dag med hundreder af sprog, kulturer og dialekter, viste, at man kunne skabe noget stort side om side, blev angrebet for netop det. De to tårne, og menneskene i dem, var et af de stærkeste symboler på påstanden om friheden som smeltedigel – Osama Bin Laden vidste og så det. Og angreb. Og vi svarede igen.

Nu ti år senere fremstår meget som voldsomme reaktioner. Nogle af dem for voldsomme. Og nogle af dem med omkostninger for os selv. Brugen af tortur gøres af nogen til en biting i vores kamp for – ja – en bedre og mere sikker verden, hvor den slags angreb ikke kan forekomme. Men det er ikke rigtigt. Brugen af tortur var forkert. Og plettede frihedens banner, så det for mange mennesker i stedet fremstod som det modsatte.

Alligevel er der grund til at ranke ryggen. De 10 år har bragt meget godt med sig. Irak er i dag sluppet af med en forfærdelig diktator, og dets befolkning har i flere omgange været ved stemmeurnerne. Oppositionen har travlt i Danmark med navlepilleri, og tilbageskuen, og omtaler konsekvent indsatsen som en fiasko. Er det? Hvis man spurgte den irakiske befolkning – mon de ville tilbage til det, som var? Svaret giver sig selv.

Og nu er sket noget, som jeg havde forsvoret. Det arabiske forår… Tidligere i år lod jeg en bemærkning falde – i forlængelse af nogle arabiske intellektuelle, der havde fremført tanken – om at Irak-krigen havde været en medvirkende årsag til, at de arabiske befolkningsmasser turde trodse diktatorer under et. De faldt på stribe.

Foranlediget af hvad? Af en ung stadepladsholder, hvem myndighederne i Tunesien havde forhindret at sælge sine varer fra sin vogn. Han brændte sig selv ihjel, og tændte ild til den arabiske verden med gnisten fra sin handling. Stærkere symbol kunne ikke findes: Hans personlige frihed til at klare sig selv blev angrebet og undertrykt – det vi efter 11. september har kæmpet imod i store dele af verden. Med krig. Bistand. Og uddannelse.

Det har ikke været et spildt ti år. Det har været et tiår, der har set friheden springe frem. Ideerne er altid de stærkeste. Og ideer efterfulgt af handlinger giver håb. Den kamp, der er kæmpet i de 10 år, har gjort verden til et bedre sted. Trods al dens nød og strid. Bin Ladens forfærdende handling fik det modsatte resultat. Det skabte en generation af mennesker, der vedkender sig ansvaret for verdens og frihedens skæbne. Og vil kæmpe for den. Vi lærte, at friheden aldrig er en given ting. Og vi lærte at også vi som alle andre generationer må kæmpe for den ret. Det er en god lære at have med sig ind i den fremtid, der for tiden ser mere udfordrende ud end husket længe.

Nyhedsarkiv