FRIHED

Frihed

Det er ubegribelig berørende at følge revolutionen i den arabiske verden. Unge mennesker, der går på gaden og insisterer på at blive hørt. Kvinder, børn, gamle, der har fået nok.

For mig er det stærkt symbolsk, at den bølge af frihed, der skyller diktatorer og kleptokrater bort, blev startet af en ung mand, der blev nægtet den menneskeret det er at ernære sig selv. Det var i Tunesien, man fratog ham sin stadevogn – hvorefter han satte ild til sig selv, da hans liv brød sammen.

Ganske kort tid efter min udnævnelse rejste jeg til et af verdens mest ødelagte lande, Zimbabwe. Her mødtes jeg med NGOere, der som det første bad mig prøve at hjælpe dem med at sikre deres basale ret til at sælge de produkter de fremstillede. Tomater, var det…

Vi undervurderer i vesten – den frie verden – hvad disse ting betyder. Vi undervurderer, hvor vigtige de rettigheder, der er vores unikke bidrag til verdens civilisation, egentlig er. De menneskerettigheder, der blev formuleret af amerikanerne i 1776 og franskmændene i 1789. Og hvor vigtige de forekommer undertrykte verden over.

Det betyder også, at vi må sætte vores bekymring til side for, om det der kommer, er værre end det der var. Vi kan og må ikke svigte de kræfter, der i virkeligheden vil bringe friheden til de arabiske lande i frygt for den fanatiske islam. Sandheden er den, at kun vores frygt kan føre til, at islamisterne vinder.

Man skal ikke gøre sig den illusion, at de arabiske lande er i en tilstand, der svarer til Østeuropa i 1989. Nej – det er snarere 1849, vi taler om. Vi taler om de revolutionære tendenser i Europa i 1840erne og 1850erne, der blandt andet førte vores egen junigrundlov med sig i 1849. En grundlov givet af den enevældige konge, der indførte de første spæde demokratiske skridt. En udvikling, der i Danmark kulminerede i 1953 med indførelsen af det parlamentariske demokrati, hvor det grundlovsmæssigt blev fastslået, at kongen ikke (længere) kunne udnævne en regering, uden baggrund i Folketinget.

Det er den udvikling de arabiske lande nu skal til at gennemgå. De skal til at gennemgå forfatningsprocesser. Der vil komme kampe mellem reaktionære og progressive. Der vil komme kampe mellem besiddere og afmægtige. Mellem adelige og bønder. Men resultatet vil blive større frihed, større respekt for det enkelte menneske.

Vi må ikke svigte nu. Efter et år som ”frihedsminister”, hvor jeg gang på gang har sagt, at intet er vigtigere i dansk udviklingsbistand, end holdningen om at sprede frihedsbudskabet – for det kan flytte mere end nok så mange penge – kan jeg jo se, at det er lige så rigtigt som det hele tiden har været.

Frihed er en universel værdi. Det er et ønske, der deles af alle mennesker, der er undertrykte, og som ikke høres. Betænk, hvilke lande, der er bange for at lade tv-billederne fra de arabiske lande vise. Betænk hvilke regimer, der ikke lader deres aviser skrive sandheden om revolutionerne. Se reportagerne og de unge menneskers glæde. De taler for sig selv. Der er en kamp. Hver dag. Mellem frihed og ufrihed. Det kan godt være, Amerika og Europa har svært ved at finde deres egne ben i spekulation – angst – overfor den fanatiske islamisme. Men vi er ikke bange for at lade vore medier fortælle historierne. Vi bør heller ikke være bange for at vise de befolkninger tillid, der har gjort op med egne kleptokrater og diktatorer. De bør have al tænkelig støtte herfra.